Europe at War 1939-45: No Simple Victory, af Norman Davies, London 2006 (findes også i dansk udgave med titlen 2. Verdenskrig i Europa).
Denne gang skal der roses højt og inderligt. Det er ellers
ikke så tit superlativerne kommer i brug, når jeg læser bøger om 2.
verdenskrig. Dertil har jeg læst for mange – igennem årene er det nok blevet til
et firecifret antal bind på engelsk og dansk. Og efterhånden bliver man jo noget
blasert.
Men her er der tale om et værk, som rykker rundt på mine
forestillinger. Det er ellers nogle ganske enkle synspunkter forfatteren fører
i marken – proportioner, et krav om ’enkeltmoral’ (altså det modsatte af
dobbeltmoral) og nedenunder det hele en grundlæggende individualisme.
Proportioner er som sagt afgørende for forfatteren, og
derfor forsøger han en kvantificering af krigsindsatsen. Bag det ligger den
tanke, at vestlig historieskrivning ikke har haft mulighed for at inddrage
kilder fra landene bag jerntæppet. Og det har naturligvis ført til en
fremhævelse af den amerikansk-engelske krigsindsats på slagmarken. Og det
forstærkes kun af en naturlig trang til at fokusere på ens eget lands indsats. I
et opgør med det forsøger Davies sig med en kvantificering i ’mandmåneder’ og
resultatet er slående. 406 millioner mandmåneder på østfronten og 16 i vest fra
Normandiet til Lüneburger Heide. I 70’erne forsøgte min onkel Nille at bibringe
mig en forståelse for omfanget af Sovjets krigsindsats, og egentlig troede jeg,
at det var lykkedes i en sådan grad, at mit udsyn var afbalanceret. Men det var
det altså ikke. En faktor 25 gør altså en forskel, som ikke lige lader sig
bortforklare. Og når han ser på andre kvantificerbare størrelser, såsom antal
døde, deltagere i slag og så videre, så viser der sig tilsvarende proportioner.
Den sovjetiske krigsindsats har et sådant omfang, at man må undre sig over, at
der overhovedet har været ressourcer til det. Hvordan kunne et land, som ganske
vist havde en relativt stor befolkning, men som vi ikke opfatter som særlig
velstående, fremtrylle alle de ressourcer? Efter læsningen bliver det spørgsmål
mere påtrængende end nogensinde. Desværre ligger det udenfor Davies disposition
at besvare det.
En nærliggende forklaringsmodel kunne være, at sovjetstyret
ikke behøvede at tage noget hensyn til, at dets soldater og arbejdere efter
krigen på ny skulle fungere som borgere i samfundet. Der kan ikke være tvivl
om, at mennesker bliver forråede af at deltage i krig. Men jo mere soldaterne forrås,
desto sværere bliver det, når de skal være ansvarlige samfundsborgere efter
krigen. Det sætter dog nogle grænser for mishandlingen af egne borgere. Men det
var ikke den slags principper, som begrænsede sovjetstyret i dets krigsførelse.
Den anden hovedtese er spørgsmålet om moralsk holdning til
krigen. Hvem var de gode, og hvem de onde. For den som er opdraget i en
Luthersk tradition burde det ikke være så svært at forstå, at selv blandt en
gruppe forbrydere, så kan nogle være værre end andre (det er sjovt nok
unaturligt at skrive bedre end andre). Og faktisk kan det samme menneske i én
situation være forbryderen og i andre offeret.
I den forbindelse spiller det ind, at 2. verdenskrig er så
præget af skiftende alliancer, at selv en afghansk krigsherre ville have svært
ved at følge med. Skoleeksemplet er naturligvis Royal Navy’s tilintetgørelse af
den franske flåde umiddelbart efter våbenstilstanden mellem Tyskland og
Frankrig i 1940, men også Vinterkrigen er illustrativ. I slutningen af vinteren
1939-40 overvejede vestmagterne at gribe ind på finsk side imod Sovjet. Men fra
1941 og frem var Finland en tysk allieret. Allerede på den baggrund bliver det
uhyre vanskeligt at opretholde en forestilling om de gode og de onde. Og det
bliver værre endnu. For hvilket land slog egentlig flest egne borgere ihjel
under krigen.
Der argumenteres med synspunkter som klart holder sig
indenfor vor normale opfattelse af godt og skidt, men med inddragelse af fakta,
som jeg ikke tidligere har været helt så opmærksom på, og derfor giver det nye
resultater. Det er meget forfriskende.
Individualismen, som er den tredje hovedtendens i bogen er
derimod ikke noget forfatteren spiller helt så åbent med. Måske ved han ikke
helt selv, hvor markant den er i hans tekst fremfor i andre bøger om det samme.
Og dog kan tanken ikke være ham fremmed, for på den allersidste side bliver
hensynet til den enkelte gjort til bogens højdepunkt.
Et sjovt kapitel handler om den skiftende opfattelse af
verdenskrigen i film, litteratur etc. Det grænser til historiografi, men kan nok
rigtigere beskrives som bevidsthedshistorie. Og der deles i øvrigt næser ud til
de, som bruger krigen for at fremme egne dagsordner. Det er som om forfatteren
har kendt Anders Fogh Rasmussens udtalelser om besættelsen. I hvert kunne Fogh
få noget ud af at læse bogen.
En passant bør der lige gives fremholdes nogle bogtekniske
forhold. Bogen er uden et traditionelt noteapparat om hver enkelt detalje, men
de fleste pointer baseres på kendte fakta, så jeg savnede det ikke. Til gengæld
irriterede fraværet af en ordentlig indholdsfortegnelse, i de tilfælde hvor et
tidligere afsnit skulle genlæses. Og kapitlet om civiles forhold under krigen
led af strukturelle svagheder, da de enkelte afsnit blot er ordnet efter
alfabetiske overskrifter. Det skal i øvrigt bemærkes, at bogen også findes i en
dansk oversættelse, men den skal man nok holde sig fra. Den lider af den slags
irritationsmomenter, som opstår, når ’2nd Polish division’ oversættes til ’den 2.
afdeling af polakker’.
Men som nævnt indledningsvis, så er der samlet set tale om
en fremragende bog, der udvider horisonten, og inspirerer til ny tænkning. For
mit vedkommende i høj grad til at overveje, om sovjets besættelse af østeuropa
var betaling for hjælp i fjernøsten.
Jens
FrederikEtiketter: boganmeldelse, Norman Davies