Kriminel lavalder er flere ting.

Valgkampens værdipolitiske slagsmål ser ud til at blive nedsættelse af den kriminelle lavalder. Baggrunden er, at man fra borgerligt hold oplever, at behandlingen af børnekriminelle består af for megen socialpædagogik, og leder til for meget tilbagefald til kriminalitet.

Uanset hvilke holdninger man så i øvrigt måtte have, kan alle vel være enige om, at børn skal stoppes så tidligt som muligt, hvis de har indledt en karriere som kriminelle. Hvordan man når det resultat, kan man så strides om.

Når man skal tage stilling, så må man gøre sig klart, at den kriminelle lavalder har betydning i 2 henseender. Den bestemmer at sager mod yngre personer skal behandles af sociale myndigheder fremfor af domstolene, og den medfører, at sanktionerne mod børnene er anderledes end mod voksne - primært at bøde og fængsel ikke kan anvendes.

Og så er det, at debatten kan køre af sporet. For forslagstillerne på den borgerlige fløj ønsker først og fremmest, at ændre behandlingen af sagerne. De borgerlige tror ganske enkelt ikke på, at sagsbehandlerne i det nuværende system kan undgå at identificere sig med børnene med deraf følgende milde sanktioner.

Modstanderne vælger ensidigt at fokusere på, at en sænkning af lavalderen nødvendigvis må indebære, at børn skal i fængsel. Og så kan forslagsstillerne nok så mange gange bedyre, at det ikke var hensigten med forslaget, men nogen effekt vil deres forsikringer ikke have.

Det er temmelig meget en debat om profetens skæg. Forslagstillerne kunne bare have rejst krav om et ‘uafhængigt nævn”, der skulle tage stilling til sanktioner mod unge, der mistænkes for kriminalitet. Og hvis det nævn havde fået samme sammensætning som de foreslåede domstole, så havde modstanderne været ganske få.

Det ville klæde begge parter at gøre en indsats for en mere stilfærdig diskussion. Sagen er for vigtig til at stille sig i positur. Børnene må være i centrum.

Bragt som Dagens Brev i Berlingske 2. juni 2015

Etiketter: , ,