Lad mig lige starte med en grundlæggende skillelinje, nemlig om det er sorte eller hvide penge. Sorte penge er det, når man undlader at opgive en indtægt eller formue til myndighederne. Når store multinationale selskaber kryber i skattely, så kan man med sindsro gå ud fra, at pengene er hvide - kridhvide som et nykalket loft.
Multinationale selskabers sorte indtjening er forsvindende lille. Man kan simpelthen ikke systematisk have sorte indtægter i en stor butik. Det kan ikke organiseres praktisk. Det kræver, at for mange samarbejder om snyderiet. En enkelt lagerforvalter kan fuske lidt i et hjørne, men så afleverer han sandelig ikke pengene til ledelsen, vel?
Og hvis en multinational virksomhed endelig skulle have tjent sorte penge, som dermed helt har undgået beskatning, så giver det jo ikke mening at sende dem verden rundt for at minimere den skat, som man allerede har snydt sig til ikke at betale.
Når man forarges over skattely, så skal man allerførst gøre sig klart, at en væsentlig del af teknikken bag brugen af selskaber i Panama, på Seychellerne og lignende steder også kan udføres med et selskab i Danmark.
Hvis man indskyder sin formue i et selskab, og lader selskabet investere, så kan man man optjene yderligere formue i selskabet og nøjes med at betale selskabsskat, som er lavere end personlig skat. Til gengæld betaler man så en ekstra skat, når man trækker overskuddet ud af selskabet (men når man lukker selskabet og trækker det oprindelige indskud hjem, så skal det selvsagt ikke beskattes). Dette er mekanikken bag ethvert lille autoværksted eller andet ApS i Danmark. Og når alle mulige journalister og andre forargede har sideindtægter udover deres faste lønnede job, så bruger de selvsagt nøjagtigt samme model.
Samlet set er det faktisk en stor fordel for samfundet, fordi det skaffer mulighed for at investere uden at kunne miste mere end den indskudte kapital, og dermed bliver der mere risikovillig kapital til rådighed.
Turen til Panama
Hvis man etablerer sit selskab på et sted, hvor selskabsskatten er lavere end i Danmark, så bliver effekten af at anbringe formuen i et selskab jo større. Selskabet vil - alt andet lige - akkumulere en større pengetank, fordi man ikke jævnligt skal aflevere noget til skattemyndighederne i selskabslandet. Og når man trækker pengene ud og dermed hjem til lille Danmark skal der på helt normal vis betales skat af kapitalgevinsten.
Så der er gode, fornuftige grunde for helt almindelige folk til at anbringe formuer i Panama-selskaber, og det er som udgangspunkt ikke værre, bedre eller anderledes end at købe aktier i Microsoft, en svensk bank eller noget helt tredje. Når ikke alle gør det, så skyldes det primært, at der er en del transaktionsomkostninger i form af administration forbundet med det, og det reducerer jo overskuddet fra investeringerne.
Den døde direktør
Her er jeg ude på dybt vand. Jeg aner intet om Panamansk selskabsret og slet intet om Seychellerne. Men det virker altså usandsynligt, at foretagender, hvis eneste eksistensberettigelse er, at de skal overholde formalia, ikke også skulle gøre det. Ellers skal man s'gu have alvorligt rod i administrationen.
Så jeg kom til at tænke på, at den for længst afdøde skibsreder A. P. Møller som direktør i D/S Svendborg og D/S 1912 skrev under på regnskaber i årtier efter sin død! Stik lige den!
Det gjorde han, fordi det ikke var manden, der var direktør, men et interessentskab, som havde samme navn. At det var muligt skyldtes en særregel i aktieselskabsloven, som lader et interessentskab være direktion i et rederiaktieselskab. Hvis andre lande har tilsvarende mærkværdigheder, så bliver døde direktører lidt mere forståelige. Også selv om det umiddelbart er svært at goutere, endda for hårdkogte apologeter som mig.
Og så de små sorte.
Selvfølgelig er der mennesker, som har tjent penge sort, som bruger selskaber i skattely. Men det er som regel enkeltpersoner og det giver samlet set kun mening at anbringe sorte penge udenlands og lade dem forblive sorte, hvis man har et håb om, at man på et senere tidspunkt kan føre dem hjem igen til forbrug uden at blive opdaget. Og det er jo begrænset, hvor mange sorte penge man kan forbruge uden at afsløre sig selv.
Langt mere relevant kan det være at bruge metoden til at vaske pengene hvide. En indtægt fra illegale salg af våben, narko og lign. er jo problematisk, selv hvis man fra starten af sin forretning var indstillet på at betale skat af pengene. Hvis narkohandlere kunne beholde overskuddet, bare de betalte skat, så ville Christiania være Danmarks mest hvidskurede markedsplads. Problemet for de handlende er, at staten ikke alene ville tage alle pengene, men lægge en bøde oveni.
Så når man har den slags sorte penge i større mængder, så går øvelsen ud på, at lade som om pengene er tjent ved smarte investeringer gennem det Panamanske selskab, hvorefter man kan trække dem hjem mod at betale sædvanlig skat af udbytte fra sit udenlandske selskab. Det er det, man kalder hvidvask.
Andre grunde.
Der kan sikkert tænkes mange andre grunde til at gøre uigennemskuelige ting. Det skal jeg hverken forsvare eller diskutere i dybden. Det må andre gøre. Det er bare ikke så relevant for forargelsen over danskeres anbringelse af formuer i udlandet.
Hvis man har sine rødder i andre kulturer, så kan man altså være drevet af andre motiver. Det gælder helt oplagt, når dubiøse statschefer og diktatorer som Putin og Assad har penge i udlandet. Så er det næppe på grund af problemer med skatten, men fordi de inderst inde kunne forestille sig lidt problemer med selve ejendomsretten til formuen, når de engang går på pension.
Det kunne også være at de gerne vil fremstå pæne og asketiske i folkets øjne. Det lagde f.eks. Hitler stor vægt på, så han fik ekstremt lille løn som statschef, og det er vist ikke ualmindeligt i de kredse.
Og sådan kan der være så meget. Men det er som sagt ikke min afdeling.
PS Man kunne også lige overveje, hvor stort provenutabet egentlig kan være. Det har jeg prøvet på her Skattely - betyder det noget for skatten? Desuden har jeg skrevet et opslag om mellemmændenes rolle. Og så er der også grund til at tænke lidt over pressens behandling af sagen.
