Faste Bogpriser II

Debatten fortsætter


Den 22. januar bragte Berlingske så en kronik af en pensioneret boghandler Johannes Borch Green, der skulle tilbagevise mine synspunkter. Det er lidt sjovt, at Jens Christian Grøndahls oprindelige kronik betegnes som "væsentlig", men det er min som skal tilbagevises.

Dagen efter kom Gyldendal på banen. Her havde man hævet niveauet til, at "Det handler om kulturpolitik" og så fulgte ellers en skare floskler fra "Grundbog for konsulentbranchen" om perspektiv, fokus og strategi, men intet om hvor man skulle fokusere, og hvad strategien skulle opnå. At fokus er det samme som snæversyn og perspektiv betyder et bredt synsfelt, det synes ikke at være gået op for dem.

Man kunne måske have forventet, at Danmarks største forlag formåede at demonstrere lidt mere kultur. Til gengæld gav TV2 News' dækning deraf mig en sjælden lejlighed til at optræde næsten et helt minut i fjernsynet iført butterfly fra Liberty. (Man skal ca. 13 ½ minut ind i udsendelsen)

Og nu var det så DR1s program "Ordet er dit" som gav plads til mine radikale synspunkter. Det ender med, at bogbranchen kender mig som den onde ond. Under programmet kom jeg til at tænke på om en karensperiode på 3-4 måneder (som er Lindhardt og Ringhoffs forslag) ikke bare er udtryk for, at man vil sikre sig en højere pris på det offentlige køb af bøger (biblioteker mm). det udgør givetvis en væsentlig del af omsætningen på skønlitteratur.