Det er naturligvis forståeligt, at alle politikere mener, at embedsmænd
skal have sandhedspligt. Enkelte vælgere vil imidlertid kunne huske
politikere, som benægtede indgreb i lærernes overenskomst, efterlønnen
og diverse andre forhold, lige indtil indgrebene var en realitet. Så
kravet om sandhedspligt holder jo ikke. Så enkelt kan det siges. Hvis
noget er fortroligt, så skal hemmelighedens vogtere både bestride
sandheden, lægge røgslør ud og om fornødent lyve groft, hvis det er
nødvendigt. Sådan er det, og sådan er det også i andre retssystemer.
Ikke desto mindre forekommer det stadig stødende, at Justitsministeriets
embedsmænd er blevet grebet i solide løgne, så noget må der være galt i
dommernes synspunkter. Men hvad? Et oplagt forhold at gribe fat i er, at
dommerne tilsyneladende uden nærmere omtanke accepterer, at bestemte
oplysninger er omfattet af tavshedspligt. Det ser næsten ud som om, de
ligefrem mener, at chefen for PET kan pålægge sin minister, at en
oplysning ikke må videregives. Og det er da bagvendt. Tavshedspligt er
jo sjældent en objektiv størrelse, men derimod noget som pålægges efter
en overvejelse af, om offentliggørelse af den enkelte oplysning kan
skade nogen eller noget. Og man sidder oprigtig talt tilbage med en
mærkelig smag af, at der ikke er nogen overvældende grund til at holde
det hemmeligt, at der er mere uro på Christiania og byens værtshuse på
en lønningsdag. Og næppe mange vil heller være uenige i, at DFs
politikere rent faktisk har en særlig risiko på Christiania.
Men selv hvis hemmeligholdelse deraf var så pokkers nødvendig, så
knækker filmen alligevel. For Justitsministeriet overholder jo slet ikke
sin egen - selvpålagte - tavshedspligt. Tværtimod orienterer man
udvalgets formand. Og så må vi andre blot konstatere, at hvis ét
folketingsmedlem kan tåle at få den viden, så kan de alle. Det er dog
slående, at dommerne for at komme ud af den klemme accepterer et
postulat om, at de 2 topembedsmænd i Justitsministeriet havde læst så
lidt forfatningsret på universitetet, at de ikke var bekendt med, at en
udvalgsformand blot er den 'første iblandt ligemænd'. Andre jurister
kunne måske have haft højere forventninger til embedsmænds viden.
Den korrekte fremgangsmåde for minister og embedsmænd havde været at
meddele udvalget, at politiet enten måtte 'pakke udvalget ind' i så
mange betjente, at udvalgets medlemmer ikke ville få noget at se, eller
også ville besøget indebære en betydelig sikkerhedsrisiko. At man ikke
gjorde det, skyldtes vel, at det skulle forhindres, at nogle politikere
(d.v.s. Dansk Folkeparti) så ville slå mønt på situationen. Der var i så
fald tale om et billigt politisk spil, som blev pakket ind i en masse
juridiske klædebon. Det var selvmodsigende fra start af, og det er ikke
blevet ret meget smukkere med tiden.
Fra Jyllands-Posten 10. maj 2014Etiketter: Anne Kristine Axelsson, Christiania., folketinget, forvaltningsret, Jens-Christian Bülow, Justitsministeriet, Jyllands-Posten, Per Sørensen, Pia Kjærsgaaard, Søren Bødskov, tavshedspligt