Farvergadesagen I - dommens juridiske grundlag

Det blev en af de korte domme, da Københavns Kommune 17. juni fik Højesterets ord for, at kommunen havde hævet ca. 60 millioner for meget i statskassen.

Der fulgte dog en regning på 1 1/4 million til statens advokat med. Dertil kommer det samme beløb til kommunens egen. Og det er oveni de 7,4 millioner, som kommunen betalte for 1 instans - altså samlet set pænt over 15 % af det beløb parterne var uenige om.

Interessen ved dommens juridiske side er egentlig ikke så stor. Det er snarere spørgsmålet om det politiske systems reaktion, der påkalder sig interesse. For det første er det en relativ nyhed, at offentlige myndigheder lufter deres interne stridigheder ved domstolene.

For det andet kan man se sagen som en illustration af, hvordan kommunerne egentlig styres.

Men lige nogle ord om juraen. Reglerne på beskæftigelsesområdet er blandt de oftest ændrede i dansk lovgivning, men dengang var hovedreglen, at staten betalte kommunerne 35 % af udgifterne til kontanthjælpsmodtagere. Det beløb kunne man så få hævet til 65 %, hvis ellers kommunen - sammen med borgeren - udførte en ekstra indsats for at få den ledige i beskæftigelse. Den indsats skulle bestå i 25 timers ugentlig aktivering.

Der var tale om en gulerod til kommunerne. Mine børn har en gulerod kaldet 'lommepenge', men de rydder kun det op, som er absolut nødvendigt for at få udløst dem. Og kommuner er ikke ret meget anderledes.

Hvad er så aktivering? På den ene side må det stå klart, at der ikke kan være et krav om mandsopdækning med en kommunalt ansat jobkonsulent 25 timer ugentlig, for så vil ordningen bestemt ikke fungere som en gulerod. Men kommunens indsats skal på den anden side afspejle den øgede refusion.

Ledige kan kun få kontanthjælp, hvis de er jobsøgende. Så den betingelse skal naturligvis være opfyldt, for at kommunen kan få de første 35 % refusion. Og for at nå op på de 65% skal kommunen (og den ledige) levere 'noget mere'. I stedet for blot en indsats, skulle der være tale om en 'aktiv indsats'. Det kunne også beskrives som 25 timers yderligere struktur og mening med tilværelsen for de ledige.

(Det er fristendende, men sproglige kommentarer om begrebet 'passiv indsats' er formentlig unødvendige overfor min læserskare.)

Det København tilbød var et enkelt ugentligt fremmøde hos en sagsbehandler, kontrol af om den ledige havde udfyldt en jobsøgningsdagbog og intet andet. De 23½ time skulle så bestå af hjemmearbejde - evt . brug af computer i kommunens lokaler. I nogle tilfælde blev der dog suppleret op med forskellige kurser andetsteds. Og dette fik kommunen med egne ord beskrevet som et 'kombineret intensivt aktivt forløb'

Der er et tydeligt misforhold mellem 25 timer og 1½ time. Det misforhold bliver ikke mindre, hvis det virkelig forholder sig som nævnt et enkelt sted i dommen, at de 1½ time er den tid, som den kommunale medarbejder brugte på samtalen, inclusiv forberedelse og jornalskrivning, medens den ledige kun var tilstede til en samtale på ca. ½ time!

På den baggrund kan dommens resultat ikke undre. Dommen er en ufatteligt simpel forklaring (nogle ville sige fortolkning, men det er det samme) af lovgrundlaget og en endnu enklere konstaring af, at betingelserne for at opfylde loven ikke er bevist.

Underligt er det derimod, at sagen blev ført, at den var blevet anket, og at det var en enstemmig borgerrepræsentation, der ankede.

Derom mere i næste kapitel.